Dansens åndemanerske

Af Monna Dithmer

Kitt Johnson er en enegænger med hang til mørke. En egensindig sjæl, der altid har gået sine helt egne veje, på valfart mellem danske og internationale danseegne. Lige fra Anita Saij og Mark Tompkins og videre til Yumiko Yoshioka, Sacha Waltz og performancekunstneren Norbert Stockheim. Med sig i bagagen har hun fået inspiration fra butoh, fra Artaud og tysk ekspressionisme, og hendes fortid som idrætsudøver er blevet overlejret af møder med kontaktimprovisation og ny dans. Den søgende færd har ført Kitt Johnson og kompagniet X-act frem til en form for postbutoh. Som få kan hun nemlig sanse, hvad der ånder i skyggen - og butoh er jo mørkets dans. Følger man hende ind i mørkezonen, er det som at forvilde sig ind en arketypisk udørk, befolket af dem, der blevet så gamle, at de er uden alder. Måske havner man i barndommens dystert dragende sagaskov, ligesom den lille dreng, der er blevet forstødt fra hjemmet i Kurosawas Drømme. Her i forvandlingernes skov huserer snart furien, padden eller den løgspisende konkubine, snart det navnløse insekt, den gamle dame eller det raspende genfærd.

Alle disse eksistenser har bolig i en og samme krop. Ikke alene er soloen Kitt Johnsons foretrukne form, men hun er frem for alt metamorfosens tjenerinde. Forestillingerne former sig som en lang kæde af transformationer, hvor hendes lille seje og benede men samtidig sart porøse krop, kan forvandle sig for øjnene af en. Den rene, skære magi. Soloernes titler står som vejvisere over hele den koreografiske vandring og udpeger de tre mærkepæle, hvormed hun siden starten af 1990'erne har indkredset sit territorie. Topographia peger på stedet, Yellow Fever og Stigma på kroppen, og Immemorial, EPI PHA NIC og Spejlet peger på "det andet" som rejsens egentlige mål.

Det er sigende for brugen af stedet, at hun ofte arbejder site specific, lige fra et vandværk eller et kapel til en motorvej. En scene er ikke bare noget, man spiller på, men spiller med. På samme måde spilles der med alle elementerne i rummet: lys, krop, objekter, tilskuere og ikke mindst Sture Ericsons live musik, der har været afgørende for at få det nærvær frem, som er alfa og omega.

Den dansende metamorfosekrop kan i nærværets nu forandre sig, så det ikke er til at vide, om det er hun- eller hankøn, dyr, menneske eller fantom. I bedste butoh-ånd søger Kitt Johnson at trænge ind til kroppens skjulte lag af erindring: "Vi ved mere, end vi kan huske ... hvad det vil sige at være vand, at være dyr, spædbarn, førspædbarn - tilstande som vi bærer inde i os selv."

I takt med at det sorte kuttevæsen i det seneste værk Spejlet forvandler sig, får lemmerne lov til at gå deres egne veje. Den lille gnom gnider sig i hænderne, alt imens han skrumper ind mellem benene, der synes at stå tilbage som to sære fremmedelementer. Som var det én lang udskilningsproces forsvinder også hænder, arme og hoved, indtil den sorte kjole til sidst ligger tilbage som en forladt ham. Hvad er der tilbage, når Kitt Johnson som dansens åndemanerske har været i aktion? Som Spejlets undertitel lyder: det som ånder i skyggen.