Ud af mørket

Kitt Johnson er en ener i det danske dansemiljø

Af Ebbe Mørk

Kitt Johnson er et muntert alvorsmenneske. Når man møder hende for første gang efter kun at have set hende på dansegulvet i den efterhånden lange række af originale forestillinger, hun har præsteret inden for den seneste halve snes år, bliver man overrasket af hendes lyse udstråling. De smalle øjne, der kan skære gennem rummet som to knive, kan også funkle af lune og et hurtigt vid. Man sidder ikke over for en grubler, men en fysisk letvægter og en intellektuel sværvægter. Det er en mageløs balance i dansens verden. Det er måske også forklaringen på, at man aldrig forlader hendes forestillinger med selvmord og undergang i tanken, selv om hun har draget sin tilskuer ud i det mørkeste inferno, hvor engle ikke tør træde, og hvor djævle for længst er vendt om. Det er ikke hendes intention at skræmme os fra vid og sans, men snarere at afdække de konventionelle lag, vi alle sammen er tilbøjelige til at stivne i af dovenskab eller almindelig angst for at bryde civilisationens rammer. Kitt Johnsen viser os vej til et indre, der er ribbet for al staffage og kalkuleret effekt med sine rene bevægelser, der i hendes stringente fantasi får retninger i rum og tid, som vi ikke kan løsrive os fra, før hun selv forsvinder ud af billedet. Det billede, der altid får et efterliv hos den, der tør følge hendes færden gennem underbevidsthedens labyrinter, hvor smerte og skønhed udfordrer hinanden.

Kitt Johnsons kunstneriske søgen og skaben er én lang udforskning af de fysiske udtryksmuligheder inden for den billedverden, hun har dannet med udgangspunkt i den paradoksale blanding af idrætstræning, modern dance og japansk Butoh. Det var mødet med Anita Saijs Dance Lab, der inspirerede hende til den retning, hun bevidst har udviklet i en personlig stil. I Tyskland arbejdede hun med koreografen Sasha Waltz og teaterinstruktøren Norbert Stockheim. Den sidste åbnede for en ny mental verden med sin udmøntning af tysk ekspressionisme og den franske teaterpioner Antonin Artauds ideer om 'grusomhedens teater'. Artaud ville chokere sit publikum til at erkende de vilde og primitive lag i mennesket, der ligger under konformiteten og hæmningerne. Også han var bevæget af det orientalske teaters symbolik, selv om han ikke kendte Butohdansen som artistisk udtryk. Nok har den dybe rødder i japansk kultur, men som fænomen er den af nyere dato. Den første egentlige Butoh forestilling i Europa daterer sig til januar 1978, da Butoh-ha Sebi og Ariadone gruppen optrådte på Noveau Carre Theatré i Paris. De banede vejen for den rå og asketiske stil, der fascinerede som et stærkt fornyende element i danse- og performancekunsten. Foruden de autentiske japanere, der gæstede Europa og USA, optog udtrykket efterhånden også en lang række vestlige koreografer, der søgte en dekonstruktion af den dans, der ofte havde udviklet sig til opblæste shownumre eller fortænkt indadvendthed.

Kitt Johnson kunne som så mange andre vestlige dansere, der blev optaget af Butoh have søgt til Japan, men det undlod hun helt bevidst. Hun ville ikke rejse ud for at overtage nogle ideer, før hun havde gjort sig sine egen kunstneriske hensigter klare. Senere, da hun havde sit eget med i bagagen, rejste hun til Japan, hvor reaktionen rakte fra afsky til begejstring. På baggrund af en universitetsuddannelse var Kitt Johnsons tilgang til at skabe danseteater litterært præget. Det skrevne ord og dansen er væsenforskellige, men de har i hendes opfattelse også det, hun kalder 'den lydløse billedrigdom' til fælles. Den har hun fundet hos forfattere som Elias Canetti, der i sin selvbiografi 'Den reddede tunge' skildrer et individ, der formes - og næsten deformeres - af sprog, og i sin berømteste roman 'Die Blendung' skildrer det ondes realitet og det destruktives dæmoni. Kitt Johnsen prøver ikke at illustrere sine inspirationskilder i den artistiske oversættelsesproces, men hun bygger på den spænding, der opstår mellem modstanden i kroppens fysiske begrænsninger og smidigheden i teksten og det mentales ekspressivitet, som hun selv udtrykker det. I denne proces drages lyd og billede med til den syntese, som udgør det endelige resultat.

I sit værk Immemorial fra 1995 er der et typisk udgangspunkt for Kitt Johnsons væsen som danser og koreograf. Vi ser en bylt på gulvet, forbundet til loftet med et tov, flettet af klude. Med den eminente beherskelse af kroppen drages opmærksomheden til dyb koncentration om de forfinede detaljer, hun formår at få til at gribe ind i hinanden til en udvikling, trægt og mystisk. Først kappes tovet fra det hoved, der tegner sig over et foldet telt, som endelig bliver oprejst. Vi nærmer os en menneskelig skikkelse, hvis ansigt kommer til syne som en hvid voksmaske bag et spind af fint arrangeret hår, spændt ud mellem fingrene. En smertefuld forløsning. Figuren snor sig ud af teltet, så det efterlades som en snoet puppe på gulvet. Kitt Johnson har født sig selv og står i et rødt, bundet lændedække, med en fornyet kraft, der udvikler hurtige spring fra balance til balance, igen med det opløste hår som et element i kropsbilledet.

Denne selvfødsel, så fjernt fra en jomfrufødsel, er meget karakteristisk for Kitt Johnsons indgang til en koreografi. Hun tager sit udgangspunkt fjernt fra tid og sted og bevæger sig nærmere med sit budskab fra sindets afkroge. Hun søger essensen, hvis indre styres af en stram plastisk logik, men hvis ydre tillader den enkelte tilskuer at være til stede med sit eget syn. Og hvilket syn. Det er som at være med på en rejse i et mentalt Galapagos, hvor et menneskes anatomi forvandles til alle tænkelige afarter. Kitt Johnsen bliver askegrå, aristokratisk edderkop, giftig svamp, flagermus, larve eller rent, afpillet, nøgent menneske, der kan træde ud og ind af sig selv. At finde tilbage er somme tider det vanskeligste, siger hun selv.

FAKTA:

Kitt Johnson (f. 1959) begyndte efter 12 år som eliteidrætsudøver, og et bifag i Idræt fra Odense Universitet, som 24-årig at danse. Det blev til en mængde workshops i ind- og udland inden for bl.a. modern, ny dans, contact improvisation, mortial arts, tysk ekspressionistisk teater og butoh.

Som danser, performer og koreograf har Kitt Johnson arbejdet med bl.a. Mark Tompkins (F), Nobert Stockheim (D), Sacha Waltz (D), Anita Saij (DK) og Yumiko Yoshioka (D).

I 1992 skabte hun i samarbejde med komponisten Sture Ericson kompagniet X-Act, i hvilket regi det siden er blevet til en lang række solo- og gruppeforestillinger, hvoraf en del har været site specific.

X-Act turnerer flittigt i Europa og har også gæstet Mellemøsten og Sydøstasien.

I 1999 modtog Kitt Johnson Statens Kunstfonds pris for soloværket Stigma (produceret af Åben Dans) og blev samme år nomineret til en Reumert. Hun har desuden modtaget adskillige arbejds- og rejselegater fra Kunstfonden.

I sæson 2002/2003 er Kitt Johnson huskoreograf på Dansescenen.

Ebbe Mørk (f. 1940) er forfatter, anmelder og journalist.