Hvordan transkribere underbevidsthedens kaotiske fortællinger til en fysisk manifesteret gestalt, uden at denne overskygger sit ophav? Og hvilke tematiske rammer kan bedst tjene dette formål?

Hvordan koreografere energifeltet mellem tilskuer og aktør, så forestillingen bliver andet og mere end blot en dans på en scene?

Det er i høj grad spørgsmål som disse, der driver mit koreografiske arbejde. Og svarene? De viser sig som glimt af en forståelse. Men givet er det, at dansen ikke kun bør finde sted i danserens krop og sind. Også lyden, lyset og rummet må tages i ed og hver især koreograferes til støtte for eller konfrontation af den enkelte forestillings behov. Dette, blot for at nærme sig hensigten.

Lyden

Siden 1992 har en essentiel del af min skaben været knyttet til samarbejdet med komponister og musikere. Den enkelte forestillings helt specifikke lyd bliver til gennem et tæt prøveforløb, hvor vi inspirerer hinanden indenfor den givne tematiske ramme. Yderligere afvikles al lyd live, således at forestillingens tid aldrig underlægges sekunder og minutter, men til stadighed har et organisk forhold til netop dén aftens behov.

Lyset

I lyset som i lyden placeres udsagn, som i en slags parallelitet kan støtte dansen, men som ofte i endnu højere grad manifestere dét, der ikke vises i dansen, men som dog er del af intentionen med den pågældende scene. Således påbegyndes udviklingen af lyskonceptet allerede i en tidlig fase af prøveforløbet.

Rummet

Er rummet en scene, gøres den stedsspecifik gennem placeringen af imaginære rum og genstande, som lyd, lys og dans i de pågældende scener må forholde sig til. F.eks. kan den første scene udspilles i en guldstøvet grotte med mumier langs væggene, anden scene på en lille stenet klipppeø i et soloplyst hav, og tredje scene i et kæmpestort tomt æg, der tilsidst splintres og forstøver.

Er rummet derimod i udgangspunktet stedsspecifikt er opgaven, på rummets præmiser, gennem lyd, lys og dans at afdække dets bagvedliggende ikke umiddelbart synlige natur, som historisk realitet eller som ren metafor.

Dansen

De tidlige års intensive fysiske træning, først indenfor eliteidræt og siden i moderne- og ny dans, samt kontraktimprovisation og MB, har skabt det fysiske fundament hvorpå kroppen bevæger sig.

De senere års møde med Artauds eksplosive teatervisioner og butohxens billed-verden har været indgangen til et dybtgående studium i det mentales ekspressivitet.

De sidste års tilegnelse af shamanistiske visualiseringsteknikker og studier i koreansk shamanistisk dans (bl.a. ved rejselegat fra Statens Kunstfond), har tilvejebragt metoder til at trænge længere ned eller ud, til at nærme sig det arketypiske.

Som koregraf og danser har jeg således gennem tiden erhvervet diverse erfaringer og redskaber, hvis syntese jeg nu og i de kommende år vil søge at præcisere og manifestere gennem en række forskelligartede situationer. Som solist eller som koreograf uden selv at være på scenen, i samarbejde med andre kunstnere, stedsspecifikt eller i teatrets rum. I håb om at gamle spørgsmål besvares og nye opstår.

Kitt Johnson