Politiken synes (6 ud af 6 hjerter)
Hvad er der tilbage, når der ikke er noget tilbage? Når et menneske har fået frataget alt: arbejde, hus, pension, fremtid, menneskelighed? Med det spørgsmål starter ’Post No Bills’, der med danser og koreograf Kitt Johnsons egne ord er en undersøgelse af krisen som skabende transformator. Et muligt svar er stor kunst, der i sig selv kan transformere mennesker. Forandret føler jeg mig i hvert fald efter en time i selskab med Johnsons nye solo, der ligner et hovedværk i de seneste års krisekunst.

Sammen med komponist Sture Ericson og lysdesigner Mogens Kjempff har Kitt Johnson skabt et stærkt og væsentligt værk om mennesket, når der ikke er noget menneske tilbage eller vi bare har mistet menneskeligheden. ’Post No Bills’ giver den enkelte menneskekrop sin skrøbelighed tilbage, sin nøgenhed, sin singularitet. Værket minder os om, at vi er blevet immune over for den andens lidelse og smerte. Måske fordi vi har set for meget af den på en skærm. Måske fordi der er så meget af den.
At kurere vores immunitet er et arbejde, en anstrengelse, ja en etisk fordring. Og det arbejde gør Kitt Johnson. Med et enestående nærvær, en opvakt ånd og en nådesløs disciplin…
Kitt Johnson slår med POST NO BILLS fast, at hun er en ener i den danske danseverden.
Kristian Husted, Politiken, Danmark, april 2015 (læs hele anmeldelsen her)

POST NO BILLS er en slags post-post-traumeforestilling og føjer nye dimensioner til arte povera-bevægelsens institutionskritik. Med hjertegribende styrke og kropslig disciplin tager Johnson os med til et sted, hvor alle menneskelige illusioner er ophørt og eksistensen, uden intention med insektets instinkt, afsøger sprækker i intethedens forvitrede grænseland.
Maria Ciccia Smidl, sceno.dk, Danmark, april 2015 (læs hele anmeldelsen her)

***** (5 ud af 6 stjerner)
Solomesteren Kitt Johnson viser i sin nye solo »Post no bills«, at krise som fænomen kan føre til frugtbar forandring. For temaet er krise, forstået som et både personligt og globalt fænomen. (Heraf) den meget aktuelle og fængende solos budskab om, at tiden er inde til at sadle om og gå nye veje….

Vibeke Wern, Berlingske Tidende, Danmark, april 2015 (læs hele anmeldelsen her)

Alt bliver revet, flået, flænget ned af den isskræmmende larm, der bare råber i en kold nedlagt fabrikshal i Carlsberg-byen. Så skimtes en lille, sort skikkelse bagerst i rummet. En skygge uden køn, tilhørsforhold og identitet. Alt må være mistet. Et ikke-menneske, et væsen, som tøvende kommer nærmere. Tager små skridt til siden, senere i firkanter, rundt om sig selv. På vagt.
Kitt Johnson har igen kastet sig ud i en solodanseforestilling. Og denne gang en solo, der måske undersøger, hvordan man kan lave en forestilling ud af nærmest ingenting. I hvert fald er det krisen, nulpunktet, der har sat kimen til iscenesættelsen…. (af) Kitt Johnsons nærværende forestilling om det ikke-menneskelige, og hvordan man kommer videre (eller tilbage) herfra. For Kitt Johnson er sin egen, hun formår at vende rundt, så hun afslutningsvist står bag sit publikum. Og transformationen bliver forestillingens dramaturgi, væsnet, der forvandles og afklædes, går fra sort maskine til lysspillende hud.
Post No Bills husker os på det sårbare i mennesket, det bløde, som kan være noget af det sværeste at bevare og værne om – især i grænsetilstande og krisetider.
Mette Garfield, Teater 1, Danmark, april 2015 (læs hele anmeldelsen her)